Kolind

Kolind 2017-08-10T10:52:10+00:00

Project Description

vejhjælp kolind
Stationen i Kolind

Mød stationsejerne Klaus, Palle og Kai Brøgger Jensen

En traktor sad fast i en eng ved Femmøller på Djursland. Palle Brøgger Jensen husker stadig turen derud i bilen, hans far kørte. På bilens lad var en kran med håndsving. For første gang havde hans far givet ham lov til at komme med ud på vejhjælp. Ét var sikkert: Den 12-årige Palle skulle blive siddende i bilen, mens faren arbejdede.

Den ene tur tog den næste. Efterhånden fik han lov til at gå til hånde på stationen, hans far havde etableret i 1965. Også hans to brødre Kai og Klaus fik fyldt deres fritid op med diverse småjobs på stationen, hvorfra de kørte vejhjælp, sygetransport og ambulancekørsel. Altid klar til at køre ud, når kunderne kaldte.

Den første ambulance byggede de ud af en ny Chevrolet Beauville. Deres første ladvogne konstruerede de også selv. Deres første Unimog købte de brugt af en entreprenør. De tre brødre pillede kranen af og byggede så den terrængående bil, de havde drømt om. Det var i 1982. Nu havde de en rigtig fritrækker. Den er lige blevet totalrenoveret og kører stadig som en drøm.

I dag er fokus på vejhjælp, dyreredning, sygetransport, flexkørsel – og så disponerer de over kommunens brandberedskab, som også har til huse på matriklen. Nu kører bilerne ud fra en nyere og større station, som brødrene har været med til at bygge. Søsteren blev ansat i firmaet for 31 år siden. Et af stifterens børnebørn og en svigersøn brænder også for vejhjælp og kører i sin fritid ved siden af sit job som lastvognsmekaniker.

Vejhjælp løber i blodet gennem flere generationer.

Ebdrupvej 8
8560 Kolind
Tlf 86391255